Jobsamtalen

Samtalen som en dialog

Under jobsamtalen skal du koncentrere dig om hvad ansøgeren fortæller, og ikke lægge for megen vægt på kropssprog, påklædning osv. Meningen med samtalen er at få opbygget en dialog hvor begge parter lytter interesseret til hinanden, og ikke sætter hinanden på prøve.

Ansøgere oplever alt for ofte at de rekrutteringsansvarlige koncentrerer sig om hvornår ansøgerens blik flakker, hvordan han/hun svarer osv., end de fokuserer på det relle indhold i det der bliver sagt.

Hvis man opfatter samtalen som en dialog, søger man direkte viden om ansøgeren, og ikke indirekte viden ved fx at tolke ansøgerens ubevidste adfærd.

Fokuserer man for meget på den indirekte viden om ansøger, får man mere at vide om hvordan ansøgeren reagerer under pres eller i stressede situationer end om ansøgerens egentlige kompetencer og egnethed til jobbet.

Pas på førstehåndsindtyk

Førstehåndsindtryk - parret med fordomme - er den værste barriere for et reelt udbytte af jobsamtalen. Mindre erfarne rekrutteringsansvarlige lader sig let distrahere af, at en ansøger afviger fra det "normale" mht. påklædning, udseende, adfærd eller andet.

Lad dig ikke vildlede af kropssprog, påklædning eller sprogbrug. Koncentrer dig om ansøgerens reelle kompetencer sammenholdt med indholdet i den stilling der skal besættes.

Førstehåndsindtryk fortæller sjældent noget om den betragtede person, men meget ofte om betragterens fordomme. Den trænede rekrutteringsansvarlige har frigjort sig for den slags fordomme.

Hvad skal jeg spørge om?

Det er klogt at have skrevet vigtige spørgsmål op inden jobsamtalen.
Se en liste med spørgsmål til en enkelt jobsamtale. Du kan også finde en liste med spørgsmål til en evt. 2. samtale.