Tilgængelighed på Jobnet

Obligatoriske standarder

Succeskriteriet for tilgængeligheden på Jobnet.dk er, at siden skal overholde de obligatoriske standarder for offentlige hjemmesider, herunder WCAG 2.0 niveau AA-krav.

Kravene skal bl.a. sikre, at siden er tilgængelig for flest mulige borgere i flest mulige situationer. Det betyder også, at den samme løsning kan bruges på flere forskellige platforme og enheder og ikke er designet til kun at fungere på fx en PC eller en smartphone.

Oplæsning af tekster

Hvis du ønsker at få læst en tekst op fra siderne på Jobnet.dk, er det muligt.
Det kræver blot, at du henter og installerer et gratis hjælpeprogram på din computer. Programmet finder du på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside Adgang for alle - (åbner i nyt browser-vindue).

Navigation med tastatur og skærmlæser

Benytter du tastaturet og ikke en mus til at navigere på Jobnet.dk, er der en række funktionaliteter, der gør det nemmere for dig.
Bruger du tab-knappen, kommer der en genvej frem allerførst på siden. Her kan du vælge at springe direkte til indholdet på siden ved at trykke på knappen Enter.
Benytter du skærmlæser som Jaws eller NVDA, er der funktioner i disse, der kan hjælpe dig yderligere.

Test af tilgængelighed

Jobnet.dk testes løbende for tilgængeligheden på siden for at sikre en høj standard på området.

Adobe Reader og skærmlæsere

Hvis pdf-dokumentet, du skal læse, ikke er fuldt tilgængeligt, er der en opsætning i Adobe Reader, som sikrer, at dokumentets indhold læses op i en skærmlæser. Funktionen hedder ”Skift læseindstillinger”.

Genvej i til læseindstillinger

Tryk Skift plus Kontrol plus fem samtidigt (Shift + Control + 5). Vælg ”Brug læserækkefølge i normal udskriftstrøm” under ”Læserækkefølge”. Du kan herefter vælge, om det skal gælde kun for den eller de sider, der er synlige i Adobe Reader eller hele dokumentet. Tryk ”Start”, og du kommer tilbage til dokumentet og skulle nu få det læst op.

Læseindstillinger i menuen

Vælg ”Rediger”, ”Tilgængelighed”, ”Skift læseindstillinger”. Du kommer herefter til en side, hvor du skal vælge ” ”Brug læserækkefølge i normal udskriftstrøm” under punktet ”Læserækkefølge”. Du kan herefter vælge, om det skal gælde kun for den eller de sider, der er synlige i Adobe Reader eller hele dokumentet. Tryk ”Start”, og du kommer tilbage til dokumentet og skulle nu få det læst op.

Politik for tilgængelighed

Jobnet anerkender, at tilgængelighedsarbejdet er kendetegnet ved flere faser i en proces, der hver især har særlige fokusområder, samtidig med at hele området bliver påvirket af såvel politiske som teknologiske tendenser.

Denne anerkendelse ligger bag Jobnet’s fokus på tilgængelighed i alle faserne lige fra forretningsudvikling og behovsanalyse over udbud og udvikling til implementering og drift.

Indkøb og nyudvikling

Ved indkøb skal alle it-løsninger og -systemer altid som udgangspunkt anskaffes i en tilgængelig version. Ikke-tilgængelige løsninger kan alene indkøbes, hvis de understøtter kritiske forretningsområder og/eller funktionaliteter, og der ikke findes en tilgængelig version, der kan understøtte disse tilfredsstillende, eller den tilgængelige version koster markant mere i indkøb og/eller ved anden ressourcemæssigt træk i forhold til det vurderede tilgængelighedsbehov.

Udvikling og implementering

Ved udvikling og implementering skal alle it-løsninger og -systemer altid som udgangspunkt udvikles og implementeres tilgængeligt. Ikke-tilgængelige løsninger kan alene implementeres, hvis de understøtter kritiske forretningsområder og/eller funktionaliteter, og det ikke er muligt at udvikle eller implementere løsningen, så den samtidig er tilgængelig.

Drift

Det tilstræbes løbende, at alle ansvarlige for drift, herunder også indholdsleverandører eller -ansvarlige til fx hjemmeside o.l., er i stand til (både kompetence- og ressourcemæssigt og hvad angår hjælpeværktøjer) at foretage det fornødne til at opretholde tilgængeligheden af den givne it-løsning, de er ansvarlige for.

Det tilstræbes løbende, at alle brugere kender best practice for at sikre tilgængeligheden i de værktøjer, de benytter.

Kriterier

Tilgængeligheden vurderes ved den/de til enhver tid gældende lovgivning, retningslinjer eller best practice indenfor de it-områder, der er relevante.