Det rehabiliterende team

Rehabiliteringsteamet er et lovbestemt dialogforum, der har til formål at give tværfaglige anbefalinger i sager, hvor jobcenteret skal træffe afgørelse om:

  • Jobafklaringsforløb.
  • Ressourceforløb.
  • Fleksjob.
  • Førtidspension.
  • Tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende.

Efter mødet udarbejder teamet en anbefaling, som jobcenteret vurderer og træffer afgørelse på baggrund af.

Hvem er rehabiliteringsteamet?

Rehabiliteringsteamet består af repræsentanter fra kommunens beskæftigelsesområde, sundhedsområde og socialområde samt det lægefaglige område, din jobformidler og eventuelt en rådgiver for unge.

Der vil som udgangspunkt altid være fem medarbejdere til stede ved mødet. I særlige tilfælde kan andre deltage, hvis det er relevant for den konkrete sag.

Teamet skal sikre, at du som borger går fra mødet med:

  • En klar forståelse af, hvad målet er med din beskæftigelsesrettede indsats.
  • Et overblik over de planlagte aktiviteter og tidsplanen, både i forhold til beskæftigelse og andre relevante forhold som helbred og sociale forhold.
  • En oplevelse af at være blevet inddraget med henblik på dine egne ønsker og behov for hjælp og støtte. 

Du er velkommen til at tage en bisidder med til mødet.

Ajourført den 18. marts 2025